01 jul 2015

Vi sætter S.T.O.P. i gang

DIGITALE MEDIER, FACTOR X, S.T.O.P, TEKST OG KONCEPT, WEBSITES Kommentarer lukket til Vi sætter S.T.O.P. i gang

Socialpædagogisk Sikkerhed er et helt nyt begreb i arbejdet på bosteder og forsorgshjem, hvor et pædagogisk personale kan risikere at møde voldsom adfærd fra borgerne. Vi har hjulpet pionervirksomheden S.T.O.P. i gang.

Michael Neigaard er uddannet livvagt i Hereford i England og har desuden en socialpædagogisk uddannelse bag sig. Han har i flere år haft sit eget vagtfirma og har gentagne gange set, hvor stort behovet kan være for øget sikkerhed på bosteder og andre steder, hvor pædagoger og potentielt udadreagerende borgere skal tilbringe dage og nætter i hinandens selskab.

Man behøver heller ikke gå meget længere end til dagspressen for at kunne se behovet. Der skrives jævnligt om sager, hvor pædagogisk personale bliver overfaldet – nogle gange med tragisk udgang. Den slags sager bunder som regel i en virkelighed, hvor personalet, pårørende og de anbragte borgere selv har en hverdag med utryghed, angst og dårligt arbejdsklima. Det giver stress, sygemeldinger og en dårligere borgerservice.

Men hvad er løsningen? Vagter ved dørene og i hjørnerne er ingen god vej at gå – det er kun med til at øge den generelle stemning af utryghed. Langt bedre er det, hvis man kan pille krudtet af en situation inden den udarter sig, men også det kræver specialviden.

Socialpædagogisk personale med viden om sikkerhed

For Michael Neigaard var løsningen ligetil: Bostederne kan ansætte personale, der både ved noget om socialpædagogik og om konfliktløsning. Michael selv har fungeret som en del af personalet på bosteder, hvor hans viden om konflikter og hans evne til at afkode en potentielt farlig situation har været med til at øge trygheden og trivslen – vel at mærke uden at skulle bruge fysisk magt.

stop_main

Det har Michael Neigaard nu sat i system og er begyndt at markedsføre over for kommuner og andre myndigheder.

Foruden de konkrete sikkerhedsydelser, hvor der midlertidigt posteres personale med både pædagogiske og sikkerhedsmæssige kompetencer, tilbyder S.T.O.P. også kurser i konflikthåndtering og konkrete analyser af sikkerhedsniveauet i den enkelte institution.

Factor X Reklamebureau A/S har hjulpet S.T.O.P. i gang, både med udvikling af forretningsmodellen og med design og produktion af website, grafisk identitet og salgsbrochure.

Læs mere og besøg S.T.O.P. på www.s-t-o-p.nu >>

Comments are closed.